Indledning
Det er virksomhedens ledelse, som har pligten og ansvaret for, at den enkelte medarbejder bliver instrueret grundigt i alle de arbejdsprocesser, der kan forekomme i forbindelse med hele arbejdsprocessen, samt at medarbejderen er instrueret i de sikkerheds- og sundhedsmæssige tiltag, de enkelte arbejdsprocesser kræver, for arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt korrekt.
Sikkerhedsdatablade
Til enhver tid ajourførte sikkerhedsdatablade på dansk (hvis medarbejderen ikke forstår dansk, skal sikkerhedsdatablade være tilgængelige på et sprog som medarbejder til fulde forstår) for alle tilgængelige produkter skal udleveres af den pågældende leverandør og skal være tilgængelige for alle medarbejder i virksomheden enten i papirform og opbevaret frit tilgængelig for alle medarbejdere, eller på virksomhedens eget interne netværk (ikke netværk via internet) under forudsætning at alle medarbejdere har fri tilgang til materialet.
Det er ikke tilladt at skulle hente sikkerhedsdatablade på leverandørens hjemmeside.
Kemisk risikovurdering
Virksomheden skal foretage en kemisk risikovurdering af de forskellige arbejdsprocesser, hvor der indgår kemiske produkter. Den kemiske risikovurdering skal omfat-te en fortegnelse over alle farlige stoffer og materialer, der findes på arbejdspladsen sammen med de tilhørende sikkerhedsdatablade.
Værnemidler
Medarbejderen skal have udleveret de nødvendige personlige værnemidler, fx sikkerhedshandsker, åndedrætsværn m.m.
Tekniske hjælpemidler
Virksomheden skal være i besiddelse af de rette tekniske hjælpemidler, således at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssig samt fagmæssigt korrekt, og der skal være givet instruktion i brugen af disse.